Autohuset Glostrup A/S

IONITY opfører 5.000 lynladepunkter frem mod 2025 og styrker dermed Audis udbud af opladningsmuligheder

  • IONITY investerer 700 mio. euro i eget High-Power-Charging-netværk
  • Antallet af lynladepunkter i Europa stiger fra 1.500 til ca. 7.000
  • Effekt på op til 350 kW giver fremtidssikret opladning
  • Plug & Charge-funktion til Audi e-tron-modeller

En stærk opladningsinfrastruktur udgør rygraden i den elektriske mobilitet. Derfor investerer IONITY frem mod 2025 ca. 700 mio. euro i over 5.000 ekstra lynladepunkter. Det betyder, at denne joint venture, som Volkswagen er medejer af gennem mærkerne Porsche og Audi, opfører anlæg til lynopladning med op til 350 kW på over 1.000 lokationer. Den nye IONITY Plug & Charge-funktion til Audi e-tron-modeller skal samtidig forbedre komforten og oplevelsen ved opladningen.

Opladningsinfrastrukturen er en afgørende faktor for den elektriske mobilitets succes. Derfor investerer IONITY, som er Europas største åbne High-Power-Charging-netværk (HPC) i 24 lande, 700 mio. euro i deres lynladenetværk for elbiler. Frem mod 2025 vil joint venture-samarbejdet med hjælp fra Audi øge antallet af kraftfulde 350 kW-ladepunkter fra p.t. over 1.500 til ca. 7.000. De vil desuden ikke længere kun blive etableret langs motorveje, men også i nærheden af storbyer og langs stærkt trafikerede landeveje. Det betyder, at antallet at lokationer også stiger markant – fra p.t. knap 400 til over 1.000.

Derudover har IONITY planer om at udbygge mange af de eksisterende lokationer – afhængigt af belægningen. Nye lokationer vil fra starten være sat op til 6-12 ladepunkter. Det forkorter opladnings- og ventetiden markant for brugerne. Derudover har virksomheden planer om i større grad selv at opkøbe grunde for at etablere og drive rastepladser. Med overdækkede ladestationer eller ladeparker med gastronomi og butikker vil IONITY opgradere kundernes oplevelse markant.

IONITYs offensiv gør den elektriske mobilitet mere attraktiv
”Vi omstiller vores modelprogram i alle de vigtigste segmenter til elbiler. Det er en stor forandring, men jeg ser det som en endnu større mulighed”, siger Markus Duesmann, som er CEO hos AUDI AG. En heldækkende opladningsinfrastruktur er helt afgørende for den elektriske mobilitets succes.

”I højere grad end tidligere er det ikke produktet alene, som gør udslaget, men hele økosystemet. Med sit fokus på videreudviklingen og forbedringen af opladningsnetværket vil IONITYs offensiv i afgørende grad bidrage til at gøre elektrisk mobilitet attraktiv. Audi planlægger en bredt funderet elektrisk offensiv frem mod 2025 med over 20 fuldt elektriske modeller, og fra 2026 vil mærket udelukkende lancere rent elektriske nye modeller på markedet.

IONITY er et bærende element i e-tron Charging Service
Audi er en af de virksomheder, som var med til at grundlægge IONITY, og har været joint venture-partner lige fra begyndelsen. Lynladenetværket fra IONITY, der dækker hele Europa, udgør et bærende element i e-tron Charging Service, som er Audis egen ladetjeneste. Med kun ét ladekort giver den p.t. adgang til over 280.000 ladepunkter i 26 europæiske lande. Brugerne kan nyde godt af fordelagtige vilkår i IONITY-netværket, hvor opladningen koster 2,40 kr. pr. kWh med transit-taksten.

Plug & Charge: Audi gør det muligt at lade op uden RFID-kort eller app
Fra december 2021 tilbyder Audi en eksklusiv form for opladning i IONITY-netværket: Plug & Charge (PnC) er betegnelsen for nem og sikker opladning af elbilen uden RFID-kort (RFID: Radio Frequency Identification) eller app. Autentificeringen ved kompatible ladestandere foregår automatisk via krypteret kommunikation, så snart ladekablet er forbundet med bilen. Og så går opladningen i gang. Afregningen sker via et abonnement, som er tegnet på forhånd. Forudsætningen er en Plug & Charge-kompatibel Audi e-tron-model (ny bil med produktionsdato fra uge 48/2021) samt et aktivt abonnement på e-tron Charging Service. Brugerne skal blot aktivere PnC-funktionen i myAudi-appen og i MMI i deres Audi e-tron.

I IONITY-netværket oplades der 100 % med grøn strøm
IONITY er et joint venture mellem bilproducenterne BMW Group, Ford Motor Company, Hyundai Motor Group, Mercedes Benz AG og Volkswagen koncernen med Audi og Porsche. IONITY-aktionæren BlackRock*, som er en finansinvesteringsvirksomhed, er den første, der ikke stammer fra bilbranchen. BlackRock har hovedsæde i New York, men agerer globalt og investerer med sin portefølje ”Global Renewable Power platform” målrettet i bæredygtige industrier og virksomheder med størst muligt vækstpotentiale. IONITY etablerer og driver et HPC-netværk langs de europæiske motorveje med topmoderne teknik og en ladekapacitet på op til 350 kW. Dermed kan elbilsførere nyde godt af maksimale opladningshastigheder, når de holder ladestop. Ved alle IONITY-ladestationer oplader kunderne 100 % med strøm fra vedvarende energi for en emissionsfri og CO2-neutral kørsel.

Se yderligere informationer i pressemappen ”Charging with Audi”

*Medejerskabet af joint venture-virksomheden afventer godkendelse fra de ansvarlige myndigheder.


Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk